Baudrillards hyperreelle simulationsverden

Et afgørende træk i poststrukturalismen er et opgør med tegnets repræsenterende funktion. Strukturalismens systematisering af virkeligheden i tegnstrukturer tages i poststrukturalismen for pålydende, og man hæfter sig ved tegnenes indbyrdes selvrefererende relationer, således at et tegn definerer sig fra andre tegn ikke ved hvad det refererer til i virkeligheden eller til hvilket mentale koncept det refererer til, men netop ved sin forskel fra andre tegn. Et tegnsystem bliver altså et lukket selvrefererende hele. Signifiant bliver vigtigere end signifié, eller man kan sige, at virkeligheden træder i baggrunden til fordel for, hvad der traditionelt kun var et tegn på virkeligheden.

Denne poststrukturalistiske tankegang om tegnets prærogativ er tilgrundliggende for Baudrillards teoridannelser om simulation og simulacra, også selv om han egentlig ikke har nærmet sig koncepterne ud fra en ren semiotiks vinkel, men fra en vareæstetisk med tilføjelser fra Adornos kulturkritik. Med udgangspunkt i en neo-Marxistisk samfundskritik påpegede Baudrillard i de tidlige 1970'ere, at det sen-kapitalistiske samfund var gennemsyret af konsumerisme, hvis vigtigste bestanddel var et system af vareobjekter, der fremstod som tegn. Herfra arbejdede Baudrillard sig frem til tegnets selvstændiggørelse som grundlag for den menneskelige perception af virkeligheden. Den utopiske kommunikationssituation ville indbefatte et tegn som kombinationen af signifié og signifiant, hvor tegnet var en referent til et objekt i den virkelige verden, og sådanne tegn blev udvekslet mellem individer for at berige eller svække de sociale bånd. Dette uproblematiske forhold mellem tegn og virkelighed kalder Baudrillard for den symbolske orden i modsætning til de senere simulacra ordener. Baudrillard sætter de flydende signifiants ind i denne ideelle situation og ændrer den fundamentalt. De flydende signifiants er opstået i varecirkulationen som en del af vareæstetikken. I løbet af en vares promotion tilknyttes den typisk i reklamer en signifiant, som ikke har nogen traditionel referent. F.eks. får et bilmærke tilknyttet en signifiant, der implicerer romantik. Varen har fået en ny semiotisk værdi, der er forskellig fra dens brugsværdi og også dens bytteværdi, og Baudrillard hævder, at et helt nyt lingvistisk system, som han kalder koden, er opstået. Dette sprogsystem er ikke-repræsentationelt og ikke-kausalt, og i 1976 i Symbolic Exchange and Death opstiller Baudrillard det autonome tegns evolution med følgende faser, eller rettere en række af tre ordener af simulacra:

Den klassiske periode (den første simulacra-orden) fra renæssancen til den industrielle revolution hvor signifikationsmåden er det repræsenterende, imiterende tegn, der refererer til materielle genstande. Signifié og signifiant blev holdt rationelt sammen, og den ideelle diskursform var naturvidenskaberne. "En spade" var en spade.

Den industrielle periode (den anden simulacra-orden) hvor signifiant stod i et abstrakt forhold til signifié, og den ideelle diskurs var arbejdet. Tegnene havde ikke så tæt et forhold til virkeligheden, de imiterede den ikke, idet alt nu var producerbart, så der er tale om en fornuftsbaseret meta-fortælling. "En spade" var et produkt eller en post i et regnskab.

Den nutidige eller postmoderne periode (den tredje simulacra-orden), der beherskes af koden. Den abstrakte relation mellem signifié og signifiant er blevet forøget ganske betragteligt, faktisk i en sådan grad at forbindelsen mellem tegn og referent er ødelagt. Denne diskursform er typisk for moderne massemedier med deres montageform, der er forskellig fra tidligere mediers lineære perceptionsform, som den fremtræder i læsningen af en bog. Repræsentationsmåden er forladt til fordel for informationsmåden, der simulerer og altså ikke imiterer virkeligheden i et selvrefentielt loop-agtig system. Læseren eller seeren bliver konstitueret i en ikke-repræsenterende og ikke-instrumentel kommunikationsmåde, hvor det uvirkelige bliver gjort virkelig, og et antal betydninger uden betydning bliver kommunikeret; der er tale om en simulation af kommunikation. "En spade" er en rekvisit i en tv-reklame for alt andet end en spade.

I denne postmoderne periode, der er præget af simulation, bliver hyperrealiteten skabt lingvistisk, og selv om reklamens hyperrealitet til en vis grad forsvinder, når man står med den fysiske vare med dens brugsværdi i hånden, forbliver der hyperreelle spor i den, således at vores virkelig i dag inkorporerer hyperrealismens simulerende dimensioner. Vi lever på en måde i en æstetisk hallucination af virkeligheden. I den tredje simulacra-orden er virkeligheden og tegn imploderet, således at man ikke kan sige at simulationer reproducerer virkeligheden, for den er allerede reproduceret. Simulationer skaber virkeligheden, eller reduplicerer den. Baudrillard bruger Disneyland som et eksempel på simulationen. Disneyland er ikke et mikrokosmos af the American way of life. Man kan ikke diskutere om Disneyland er en sand eller falsk afbildning af Amerika, for Disneyland er ingen afbildning. Disneylands funktion er at det skjuler, at det er resten af Amerika, der ikke er virkelig. Den infantile regression, der også findes i Disneyland, er resten af Amerika.

I Baudrillards postmoderne verden er alle dikotomier mellem fremtrædelsesform og virkeligheden, mellem overflade og dybde, mellem liv og kunst og mellem subjekt og objekt faldet sammen i et integreret, selv-reproducerende univers af simulacra og simulationer

Multimedier og simulation

Baudrillards påpegning af et tegnsystem, der er ikke referentielt og som skaber en hyperrealitet kan umiddelbart med sin svage eller helt manglende mimesis siges at stå i et diametralt forhold til multimediernes konvergens af forskellige udtrykssystemer, der hver især evner en særegent mimesisform, sådan at forstår at en multimedial tekst er en kombination af lyd, billede, levende billede i kombination med tekst, og sågar tredimensionalitet kan illuderes bl.a. via Virtual Reality Quick Time. Når interaktivitet tilføjes, så man kan "bevæge" sig rundt i det virtuelle miljø, mangler vi næsten kun temperatur, størrelse, duft og taktile værdier for at opnå en Pygmalion-lignende mimesis. Hvad har Baudrillards hyperrealitet og multimedier da at gøre med hinanden?

Hyperrealiteten og multimedier har netop det til fælles, at de er virtuelle. De er praktisk taget, men altså ikke helt, virkelige. De illuderer og simulerer virkeligheden, men er den ikke. Lige som hyperrealiteten ontologisk er virkelig, er multimedier det perceptionsmæssigt, og altså er de to sider af samme sag. Multimedier er en fysisk-digital manifestation af hyperrealiteten. De er det perceptionsmæssigt mest adækvate udtrykssystem til at skabe hyperreel rum og tid.

Når Baudrillard nævner, at den tredje simulacra-ordens typiske diskursform er montagen med dens ikke-linearitet, kan man tilføje at den postmoderne montages fremtrædelsesform er hyperteksten, hvor metonymi eller også aporia træder i stedet for kausalforbindelser.

Implosionen i hyperrealiteten mellem subjekt og objekt, mellem liv og kunst og mellem fremtrædelsesform og virkelig reflekteres i multimedier. Subjektet og objektet bliver identiske når brugeren/læseren/spilleren styrer sit alterego i form af en pixel-figur på skærmen ved hjælp af piletaster eller mus. Man kan høre computerspillere udbryde "Øv, jeg er død!" Det modernistiske skel mellem liv og kunst er også ophævet i multimedier, der dels er smagskategorisk neutrale, dels har en brugsværdi (modsat kunstens autonomi), og dels formelt har en ret høj mimesisevne. Dette sidste karakteristikum fjerner tendentielt modsætningen mellem fremtrædelsesform og virkelighed. Lige som hyperrealiteten er multimedier selv-reproducerende i deres generering af individuelle modeltekster, og multimedier stopper ikke ved det individuelle, for netforbundne flerbruger multimedier kan skabe en potentielt global virtuel verden, ikke ulig Baudrillards version af Disneyland.

Uddrag af Jørgen Riber Christensen, "Multimedier og det postmodorene" i Jensen, Jens F., ed., Internet, World Wide Web og Netværkskommunikation (FISK-serien 4), Aalborg Universitetsforlag, Aalborg 1999